Sådan kommer du i gang med stedbaseret skrivning
Denne guide følger en ind-ude-inde model, hvor undervisningen starter i klasselokalet, derefter rykker ud i det valgte sted, og til sidst samles og afsluttes inde i klassen igen
Vi anbefaler, at selve skriveprocessen – så vidt muligt – foregår udendørs. Hvis det ikke er muligt, kan I tage ud og opleve stedet sammen som klasse, hvor eleverne tager sanselige og stemningsfulde noter, som de senere kan bruge som udgangspunkt for deres skrivning inde i klassen. De med fordel tage et billede af stedet.
Det vigtigste er, at eleverne får en autentisk oplevelse af stedet, som kan inspirere og danne grundlag for deres skrivning.
Trin-for-trin guide til stedbaseret skrivning
Før:
1. Vælg et sted med god mulighed for sansning
Vælg et sted, der kan vækker sanserne og rummer mulighed for oplevelse og fortolkning. Eventuelt i nærområdet eller på skolen. Det kan være i en park, skoven, skolegården eller ved stranden.
2. Sæt et formål med forløbet og definer skriveopgaven
Hvad skal eleverne skrive? Skal de arbejde med en bestemt genre (f.eks. spænding, eventyr, digt, dagbog)? Er der et særligt emne eller læringsmål? Overvej, hvordan stedet skal kobles til skriveopgaven – skal det fungere som kulisse, inspiration eller direkte indgå i teksten?
3. Introducer skriveopgaven for eleverne i klassen
Præsenter skriveopgaven for eleverne. Forklar, hvad stedbaseret skrivning er: At bruge sanseindtryk og fysiske omgivelser som udgangspunkt for at skrive. Vis gerne eksempler så eleverne får en fornemmelse af, hvordan sted og skrivning kan spille sammen.
4. Forbered eleverne på skrivningen
Inden I tager afsted, er det en god idé at forberede eleverne grundigt, så de er godt rustet, når I kommer ud på stedet. Start gerne med at tale i fællesskab om skriveopgaven: Hvordan kan vi gribe den an? Hvilke idéer har vi allerede nu? Lav evt. en fælles brainstorm eller skriv et par sætninger sammen for at komme i gang. Sæt også fokus på, hvad eleverne skal være særligt opmærksomme på, når de kommer ud: Hvad ser vi? Hvad hører vi? Hvordan føles stemningen?
Under:
5. Tag hen til stedet og lad eleverne sanse
Lad eleverne gå på opdagelse. Giv dem tid og ro til at sanse stedet – både individuelt og evt. med guidede opmærksomhedsøvelser (f.eks. én sans ad gangen: "Lyt i ét minut", "Luk øjnene og mærk"). Eleverne kan eventuelt notere lidt undervejs.
6. Eleverne skriver
Eleverne starter med at arbejde på opgaven med ord, sætninger, stemninger ude fra stedet. Her kan du lade eleverne side selv og arbejde individuelt eller lade dem sidde 2-3 elever sammen, hvor de kan sparre med hinanden om opgaven. Eleverne kan med fordel tage et billeder af stedet, som de kan bruge til at arbejde videre med opgaven, hvis ikke det kan nåes på en time.
Efter:
7. Fælles afslutning tilbage i klassen + evaluering
Når i er færdige med skriveøvelsen bevæger i jer tilbage i klassen, hvor i laver en fælles afrunding og snakker lidt om hvad i har oplevet. Hvis i er nået at blive færdige med skriveopgaven kan eleverne eventuelt dele deres fortælling med de andre. Det skaber fællesskab om skriveprocessen og giver inspiration til videre arbejde for dem, der ikke er helt færdige endnu.
(Kjær, 2020)